Skip to content
All posts

Hvad er en miljøscreening – og hvornår er der behov for den?

Begrebet miljøscreening bruges i byggebranchen som en fælles betegnelse for undersøgelser, der identificerer miljø- og sundhedsrisici i forbindelse med byggeri, ombygning eller nedrivning. Formålet er at skabe overblik over potentielle miljøfarlige stoffer i bygninger og sikre, at materialer håndteres korrekt – både af hensyn til miljøet og til de mennesker, der arbejder på byggepladsen.

Der findes dog flere typer miljøscreeninger, som har forskellige formål og krav. Det betyder, at kvalitet, metode og pris kan variere betydeligt på tværs af markedet. Fælles for de fleste miljøscreeninger er, at det ofte er den første, indledende undersøgelse ud af flere. 

Group 3 (1)

Hvad er en miljøscreening?

En miljøscreening er som regel en indledende undersøgelse, der vurderer, om der er risiko for miljøfarlige stoffer i byggematerialerne. Den bruges typisk til at vurdere, om der er behov for yderligere undersøgelser, såsom en egentlig miljøkortlægning, hvor prøver analyseres i laboratorier.

 

En miljøscreening kan dermed betragtes som første skridt i processen med at afdække bygningens miljøforhold. I nogle tilfælde suppleres screeningen med enkelte stikprøver, men hovedvægten ligger på den visuelle gennemgang og vurdering af bygningsdata.

 

Miljøscreening i forbindelse med arbejdsmiljø

Den mest almindelige type miljøscreening i byggebranchen er den, der udføres i forbindelse med arbejdsmiljøet. Her er formålet at identificere miljøfarlige materialer, som håndværkere risikerer at komme i kontakt med under nedrivning, renovering eller andet arbejde.

En miljøscreening i forbindelse med arbejdsmiljøet danner grundlaget for at:

  • Udarbejde en Plan for Sikkerhed og Sundhed (PSS)

  • Implementere de nødvendige forebyggende tiltag på arbejdspladsen

  • Sikre, at entreprenører og rådgivere kan planlægge arbejdet korrekt

I denne type screening er prøveudtagning ofte nødvendige, fordi resultaterne danner grundlag for konkrete sikkerhedsforanstaltninger. 

 

Miljøscreening i forbindelse med affaldshåndtering

En anden type miljøscreening handler om affaldshåndtering og de krav, der gælder i forbindelse med anmeldelse til kommunen. Ifølge Miljøministeriets retningslinjer (opdateret i 2024) er denne form for screening udelukkende en skrivebordsøvelse (desk-top screening).

Group 2

 

Det betyder, at rådgiver eller bygherre gennemgår tilgængelige data om bygningen – f.eks. tegninger, opførelsesår og tidligere renoveringer – for at vurdere risikoen for miljøfarlige stoffer.

Hvis blot ét risikomateriale identificeres, skal der derefter udføres en miljøkortlægning, hvor prøver udtages og analyseres. Prøveudtagning i selve miljøscreeningsfasen er som udgangspunkt unødvendige og fordyrende.

Miljøscreeningen bruges derfor til at:

  • Afgøre, om der skal udføres en miljøkortlægning

  • Dokumentere de foreløbige vurderinger i forbindelse med affaldsanmeldelsen

  • Skabe overblik over potentielle risici, inden der påbegyndes fysisk arbejde

 

Miljøscreening i forbindelse med ressource- og miljøkortlægning

Ved selektiv nedrivning og cirkulært byggeri indgår miljøscreening også som et vigtigt forberedende trin. Det er et lovkrav på bygninger over 250 m2. Her anvendes screeningen til at:

  • Få en grundlæggende forståelse af forureningsgraden

  • Identificere materialer, der potentielt kan genbruges eller genanvendes

  • Danne udgangspunkt for efterfølgende miljø- og ressourcekortlægning

Formålet er at understøtte bæredygtig affaldshåndtering og ressourcebevidste løsninger i byggeprojekter. 

 

Hvem kan udføre en miljøscreening?

Der stilles i dag ingen formelle krav til uddannelse eller certificering for at udføre en miljøscreening. Det betyder, at kvaliteten kan variere betydeligt mellem udbydere, og at bygherren i sidste ende bærer ansvaret for, hvordan screeningen udføres og anvendes.

I praksis kan alle udføre en indledende miljøscreening, men det anbefales at:

  • Samarbejde med fagfolk med erfaring i miljø- og bygningsanalyser

  • Sikre, at rådgiveren arbejder uvildigt og med gennemsigtighed i metode og pris

  • Undgå unødvendige prøver, som ikke tilfører værdi til processen

  • Vælg en rådgiver med en rådgiverforsikring, da dette vidner om kvalitet og ansvar

 

Hvornår har du behov for en miljøscreening?

Behovet for miljøscreening afhænger af projektets type, omfang og formål.
Her er nogle typiske scenarier:

Miljøscreening uden prøver

Ved mindre byggeprojekter eller renoveringer, hvor der forventes under ét ton affald, kan en fysisk miljøscreening med prøveudtag være tilstrækkelig.

Miljøscreening med stikprøver

Ved større projekter, f.eks. selektiv nedrivning af bygninger over 250 m², kan det være relevant at supplere screeningen med stikprøver af udvalgte materialer. Dette giver et bedre beslutningsgrundlag i den tidlige planlægningsfase – især når genbrug og ressourceudnyttelse indgår i projektet. Oftest vil rådgiveren udtage prøverne i forbindelse med den efterfølgende miljøkortlægning. 

Arbejdsmiljøscreening

Ved arbejde, hvor håndværkere kan komme i kontakt med potentielt farlige stoffer, er en screening med prøver som regel nødvendig for at sikre et sundt arbejdsmiljø.

 

Sådan vælger du den rette type miljøscreening

Valget af screeningsform afhænger af, hvad der skal undersøges, og hvordan resultaterne skal bruges.
Et par generelle anbefalinger:

  • Afklar formålet: affaldshåndtering, arbejdsmiljø eller ressourcevurdering

  • Undgå prøveudtagning, hvis screeningen kun skal bruges som lovpligtig vurdering

  • Brug fagpersoner med dokumenteret erfaring og forsikring, hvis resultaterne skal danne grundlag for beslutninger eller rapporter

 

Konklusion

En miljøscreening er et vigtigt redskab til at forstå miljøforholdene i en bygning, før der igangsættes nedrivning eller ombygning. Den bidrager til at sikre lovlighed, sikkerhed og bæredygtighed i byggeprojekter – men det er afgørende at vælge den rigtige type screening og udføre den korrekt.

Korrekt brugt kan miljøscreening spare både tid, penge og ressourcer, samtidig med at den beskytter både mennesker og miljø. Og omvendt kan en miljøscreening også være et fordyrende og unødvendigt led.