PCB er et miljø- og sundhedsskadeligt stof, der stadig findes i mange bygninger opført eller renoveret mellem 1950 og 1977. Det kan være skjult i fuger, maling, termoruder og elektriske installationer, hvorfra det langsomt spredes til omgivelserne. Da PCB både fordamper til luften og forurener nærliggende materialer, er kortlægning afgørende for at identificere og håndtere forureningen korrekt.
Polychlorerede Biphenyler (PCB) er en gruppe kemiske forbindelser, der tidligere blev anvendt i byggematerialer som blødgørere og i elektriske komponenter som brandhæmmere. På grund af deres sundhedsskadelige og miljømæssige konsekvenser blev anvendelsen af PCB i åbne systemer, såsom fugemasser og maling, forbudt i 1977. Anvendelsen i lukkede systemer, som kondensatorer, kabler, hydraulikolie og transformatorer, blev forbudt i 1986.
PCB kan stadig findes i bygninger opført eller renoveret i perioden 1950-1977, hvor stoffet blev anvendt i flere materialer, blandt andet:
Et særligt problem ved PCB er dets evne til at vandre fra det oprindelige materiale til omgivelserne. PCB kan spredes på tre måder:
I bygninger med PCB-holdige belysningsanlæg, hvor kondensatorer er utætte, kan der forekomme meget høje PCB-niveauer i indeklimaet.
Sanering af PCB-holdige materialer bør altid udføres af professionelle med det rette sikkerhedsudstyr. Dette inkluderer:
PCB-holdigt affald skal klassificeres efter forureningsgrad. Materialer med et PCB-indhold over 50 mg/kg betragtes som farligt affald og skal bortskaffes på et godkendt deponeringsanlæg i henhold til gældende affaldsbekendtgørelser.
Se billeder af almindelige risikomaterialer herunder: