Oliepletter og opløsningsmidler - kulbrinter i bygningsaffald prøver

Kulbrinter er en fællesbetegnelse for de stoffer olieprodukter består af. De kan forurene byggematerialer, jord og vand og er både miljø og sundhedsskadelige.

Kulbrinteanalysen (GC-FID-analyse) kan give et falsk højt resultat, hvis din prøve indeholder olie-lignende stoffer, der ikke er farlige. Derfor skal du vide, hvornår analysen er relevant, og hvornår den ikke er.
I mange tilfælde findes der mere specifikke analyser, der er bedre, og der er fejlkilder, du skal huske at tage højde for, før du kan bruge resultatet.
Læs med her for at blive helt skarp på, hvornår du skal bestille en kulbrinteanalyse på din prøve, og hvordan du skal fortolke resultatet.

Hvornår skal du bruge kulbrinteanalysen?

Kulbrinteanalysen er særligt relevant for olieprodukter – mest kendt er oliespild i garager, carporte eller maskinværksteder.
Olieprodukter kan trænge ind i beton, tegl og afretningslag, som derfor skal prøvetages for at afklare, om mængden af olie gør materialet til farligt affald.
Andre kilder til kulbrinteforureninger kan være maskinolie og hydraulikvæske fra fx elevatorer eller vedligehold af maskiner – eller slipolie fra betonproduktion.

Hvad skal du være opmærksom på, når du prøvetager for kulbrinter?

Kulbrinter er olie, men ikke alle olier er skadelige – og analysen kan ikke se forskel.
Derfor kan dit analyseresultat blive højt, selvom der ikke er en miljørisiko.

1. Linoleum og andre linoliebaserede produkter indeholder naturlige olier, der vil slå ud som kulbrinter, selvom de ikke er farlige.
   Prøver, der indeholder linolie, vil derfor være falsk forhøjet, og du bør fjerne linoleum eller linoliemaling fra dine kulbrinteprøver.
2. Bitumen er et tungt olieprodukt, der bruges i tagpap og asfalt. Det vil dog slå ud på en kulbrinteanalyse, selvom ren bitumen ikke er klassificeret som farligt.
   Ofte vil byggematerialer med bitumen dog være iblandet tjærestoffer. Derfor skal du bruge PAH-analysen i stedet for kulbrinter, da det er PAH’er (polycykliske aromatiske kulbrinter), der vil være afgørende for affaldsklassificering af tjæreholdige materialer.
3. PCB og klorerede paraffiner (KP’er) kan i nogle tilfælde forstyrre kulbrinteanalysen. De findes bl.a. i lim og fuger, men kan også optræde som gennemgribende forureninger i bygninger (læs vores blogindlæg om PCB, hvis du vil vide mere).
   Her er det bedst at bruge de specifikke PCB- og KP-analyser i stedet for kulbrinter.

Som tommelfingerregel kan du gå ud fra følgende:

• Hvis det lugter af olie – brug kulbrinteanalysen.
• Hvis det er sort og tjærelignende – brug PAH-analysen.
• Ved bløde fuger, lim og termoruder – brug PCB-analyse og KP-screening.

Hvorfor er kulbrinter et problem?

Kulbrinter er olieprodukter. De består af kæder af kulstofatomer og brint (deraf navnet).
Jo længere kulstofkæden er, jo tykkere er olien. Bitumen er den tungeste del af råolien, benzin den letteste.

Kulbrinteprodukter optræder altid som en blanding af mange forskellige kulbrinter, hvoraf nogle kan være meget giftige.
De letteste fordamper hurtigt, spreder sig let og kan give problemer med indeklimaet.
Ved længere kulstofkæder falder molekylets mobilitet, og udvaskning bliver et mindre problem – indtil vi rammer bitumen, som er så tung, at der ikke er et udvaskningsproblem.

Derfor har bitumen sin egen EAK-kode (05 01 17), klassificeres ikke som farlig – og må i mange tilfælde genanvendes.

Hvordan klassificeres kulbrinteforurenet bygningsaffald?

Som udgangspunkt klassificeres bygningsaffald som farligt, hvis den samlede kulbrintekoncentration (C6–C35/40) overstiger 1.000 mg/kg.

Det skyldes at mange kulbrinter er kræftfremkaldende i mennesker (klassificeret som Carc. 1B). Visse olieprodukter er dog kun mistænkt for at være kræftfremkaldende (klassificeret som Carc. 2) og har derfor en højere tærskelværdi på 10.000 mg/kg. For at kunne bruge denne høje grænseværdi, skal du dog vide hvilket specifikt olieprodukt der er årsag til forureningen, da man ikke kan skelne ud fra prøveresultatet.

Herudover skal du også sikre at der ikke er tilsætningsstoffer i olieproduktet, som er farligere end kulbrinterne, og derfor gør affaldet farligt. Det er derfor nødvendigt at supplere med en PAH-analyse – og i tilfælde af ældre eller brugte olier, også en tungmetalanalyse – for at afklare, om affaldet indeholder farligere stoffer end kulbrinterne selv.

Sjællandsnetværkets forvaltningsgrundlag for bygge- og anlægsaffald indeholder en trinvis procedure til klassificering af kulbrinteforurening. Alternativt kan du bruge Milva, hvor hele logikken er integreret i platformen.